Hvad kræver det at installere en industriovn?
En professionel ovn kræver ofte mere end bare en ledig stikkontakt. Afhængigt af ovnen skal der være styr på strøm, vand, afløb, vandbehandling og eventuelt udsugning. Og så skal ovnen selvfølgelig kunne komme ind i køkkenet.
Det vigtigste er at kontrollere installationerne inden ovnen bliver bestilt. Her gennemgår vi de punkter, vi normalt selv kontrollerer med kunden.

1. Har du strøm nok til ovnen?
Det er noget af det første, vi spørger om. Mange større professionelle ovne kræver 400 V, og det er ikke nok blot at konstatere, at der findes et kraftstik i køkkenet. Gruppen skal også kunne levere den strøm, som den konkrete ovn kræver.
Afhængigt af størrelse og model kan der eksempelvis være tale om 16 A, 32 A eller mere. Kravet skal derfor altid kontrolleres på ovnens datablad.
En klassisk udfordring er, at kunden har fundet den rigtige ovn, men først bagefter opdager, at den eksisterende elinstallation ikke har tilstrækkelig kapacitet.
Vores råd: Find ud af, hvilken strøm der er til rådighed, allerede når du vælger ovn. Så undgår du at købe en ovn, som efterfølgende kræver en større ændring af elinstallationen end forventet.
2. Skal der trækkes vand frem til ovnen?

En kombiovn med damp skal tilsluttes vand. På UNOX, som vi sælger, er 3/4" vandtilslutning standard, og vandtrykket skal være inden for producentens angivne område.
Vandhanen behøver ikke nødvendigvis sidde lige ved siden af ovnen. Det vigtigste er, at placeringen er kendt på forhånd. Så kan ovnen klargøres med en vandslange i den rigtige længde.
Det samme princip gælder generelt ved installation af professionelle ovne: tag udgangspunkt i databladet for den konkrete model frem for at antage, at installationen er den samme som på den gamle ovn.
3. Husk vandbehandling
Hvis ovnen bruger vand til damp, anbefaler vi som udgangspunkt også vandbehandling. Kalk kan sætte sig i ovnens vandsystem og med tiden give problemer med blandt andet ventiler, slanger og dampfunktion.
Behovet afhænger af den lokale vandkvalitet og af ovnens anvendelse. Der findes områder i Danmark, hvor behovet er mindre, men i praksis leverer vi vandbehandling til omkring 9 ud af 10 af vores kunder, der bruger damp.
Vandbehandlingen skal samtidig være korrekt dimensioneret og indstillet efter de lokale vandforhold. Det er altså ikke nok blot at montere et tilfældigt filter foran ovnen.
4. Hvordan skal afløbet laves?

Her opstår der ofte misforståelser. På UNOX kombiovne er selve afløbsudtaget på ovnen Ø30 mm. Herfra etableres der typisk afløbsrør på cirka Ø32–40 mm frem til bygningens afløb.
Hvor afløbet skal placeres, afhænger blandt andet af, hvor højt ovnen står.
På en bordmodel eller en ovn på et højt understel kan et afløb i væggen ofte fungere fint. Står ovnen lavt – eksempelvis ved to ovne monteret oven på hinanden – kan ovnens afløbsudtag derimod komme så tæt på gulvet, at et vægafløb bliver problematisk. Her kan et afløb i gulvet være nødvendigt.
På store gulvmodeller skal der normalt planlægges med gulvafløb.
Det afgørende er faldet: Vandet skal kunne løbe korrekt fra ovnen. Placeringen af afløbet bør derfor planlægges ud fra den konkrete ovn og dens monteringshøjde.
5. Skal der være emhætte over en industriovn?
Det afhænger af ovnen, hvad der tilberedes, køkkenets ventilation og de konkrete forhold på stedet. Derfor bør spørgsmålet afklares i forbindelse med planlægningen frem for efter installationen.
En kondenserende emhætte monteret direkte på ovnen kan i mange tilfælde være en praktisk løsning, især når:
- der ikke nemt kan etableres traditionel emhætte
- ovnen står front-of-house i eksempelvis café eller bageri
- man vil begrænse damp og fugt i lokalet
- man ønsker at undgå en større ventilationsinstallation
Tilberedes der derimod meget kød, bacon, fedtholdige produkter eller produkter, som udvikler kraftig røg og os, er en kondenserende emhætte ikke nødvendigvis den rigtige løsning alene.
Det er desuden ikke kun et spørgsmål om ovnproducentens anvisninger. Krav til ventilation og udsugning kan afhænge af de konkrete arbejdsforhold og myndighedernes vurdering (fx kommune og Arbejdstilsynet).
6. Kan ovnen overhovedet komme ind?
Det lyder banalt, men indbæring giver jævnligt problemer ved installation af store professionelle ovne.
Det er ikke nok at måle den plads, hvor ovnen skal stå. Hele vejen fra varebilen til køkkenet skal kontrolleres.
Se blandt andet på:
- dørbredde og dørhøjde
- smalle gange og hjørner
- trapper
- elevatorer
- trin og niveauforskelle
- den endelige adgang til køkkenet
På større ovne bør adgangsforholdene derfor måles inden bestilling. Nogle gange kan en kompakt model være løsningen, selvom der egentlig er rigeligt med plads til en almindelig ovn inde i selve køkkenet.
7. Der skal også være plads til at bruge ovnen
At ovnen fysisk kan stå på den ønskede placering betyder ikke nødvendigvis, at placeringen er god.
Husk blandt andet plads til:
- at åbne ovndøren helt
- at håndtere varme GN-bakker eller bageplader
- arbejdsplads foran ovnen
- ventilation omkring ovnen
- adgang ved service og reparation
- bakker, stikvogne og andet tilbehør
- nødvendig afstand til andre installationer
En professionel ovn skal være en del af et velfungerende køkkenflow – ikke bare noget udstyr, der er presset ind i et ledigt hjørne.
8. Bordmodel og gulvmodel installeres ikke helt ens
Ved en bordmodel skal man blandt andet være opmærksom på bordet eller understellet. Har bordet en høj bagkant, kan den eksempelvis komme i vejen for ovnens afløbsrør og øvrige tilslutninger.
På store gulvmodeller (til stikvogne) er der andre hensyn. Her skal afløbet typisk etableres i gulvet, og ovnen skal stå stabilt og sikres korrekt.
På UNOX gulvmodeller kan det eksempelvis være nødvendigt at fastgøre ovnen til gulvet eller montere afstandsstykker mod væggen. Det forhindrer ovnen i at flytte sig, når den store dør åbnes og lukkes. Dette hjælper vi selvfølgelig med.
Det er vigtigt, fordi bevægelse i ovnen ellers kan belaste eller i værste fald beskadige afløbsrør og andre installationer bag ovnen.
9. Hvad skal være klar, når teknikeren kommer?

Den nemmeste installation er den, hvor de faste installationer allerede er etableret efter ovnens datablad.
Det betyder typisk, at kunden sørger for:
- korrekt elinstallation
- vandtilslutning, hvis ovnen kræver det
- korrekt placeret afløb
- eventuel nødvendig ventilation eller udsugning
Ovnen kan derefter klargøres med de korrekte stik, slanger og øvrige forbindelser, så teknikeren kan foretage selve installationen og opstarten.
De to fejl vi oftest møder
De mest almindelige problemer opstår faktisk inden teknikeren overhovedet begynder installationen:
- De faste installationer er ikke klar. Der mangler eksempelvis den rigtige strøm, vand eller et brugbart afløb.
- Adgangsforholdene er ikke målt. Ovnen passer fint ind i køkkenet, men kan ikke komme gennem døren eller rundt om et hjørne på vej derind.
Begge dele kan normalt undgås ved at gennemgå installationen inden ovnen bestilles.
Tjek installationen før du vælger ovn
Hvis du er ved at vælge industriovn, bør strøm, vand, afløb, adgangsforhold og ventilation derfor være en del af beslutningen fra starten.
Det kan både påvirke hvilken model der passer til køkkenet, og hvad den samlede installation kommer til at koste.