Industri friture til restaurant og storkøkken
En professionel friture skal først og fremmest kunne holde temperaturen, når kurven fyldes med kolde eller frosne varer. Hvis effekten er for lav, falder olietemperaturen for meget, tilberedningen tager længere tid, og resultatet bliver mindre sprødt og mere fedtet.
Derfor er der stor forskel på en billig bordfriture og en rigtig industri friture til restaurant, grillbar eller storkøkken. Skal frituren bruges mange timer hver dag, bør du især kigge på effekt, kapacitet, rengøring og hvor nemt det er at tømme og filtrere olien.
Hvor kraftig skal frituren være?
Til et almindeligt restaurantkøkken anbefaler vi som udgangspunkt ikke mindre end ca. 9 kW. Skal der produceres mange frosne pommes frites, vil vi typisk gå efter mindst 12 kW. Høj effekt betyder, at frituren hurtigere kommer tilbage på den indstillede temperatur, når en ny portion sænkes ned i olien.
Små 230 V bordfriturer kan være fine til mindre mængder – eksempelvis garniture, urter eller enkelte portioner. Til kontinuerlig produktion af pommes frites er de sjældent den rigtige løsning.
Ét eller to friturekar?
To kar giver mere fleksibilitet end ét stort kar. Når der er stille, kan du nøjes med at have den ene side tændt. Når der er travlt, har du den fulde kapacitet til rådighed.
To separate kar er også en klar fordel, hvis du tilbereder forskellige produkter. Fish & chips er det klassiske eksempel: fisk og pommes frites bør ikke steges i samme olie. Panering og smag fra fisken påvirker hurtigt olien og dermed pommes fritterne.
Vælg en friture, der er nem at rengøre
Det her bliver ofte undervurderet. En friture skal rengøres igen og igen, og forskellen mellem to konstruktioner kan betyde meget for den tid, personalet bruger på rengøring.
Se efter et friturekar, der er nemt at komme til, et godt aftapningssystem og så få besværlige hjørner og komponenter som muligt. Modeller med skjulte eller indbyggede varmelegemer giver et mere frit kar og er typisk nemmere at rengøre end modeller, hvor varmelegemerne ligger direkte i olien.
Cold Zone giver bedre olie
Hvis frituren bruges meget, er en god Cold Zone værd at kigge efter. Madrester og panering falder ned i et køligere område i bunden af karret, hvor de ikke fortsætter med at brænde.
Det betyder færre brændte rester i olien, bedre smag og mulighed for at holde olien frisk længere. Det er især relevant, hvis der tilberedes panerede produkter eller andre varer, der afgiver mange små partikler.
Oliefiltrering kan betale sig ved høj produktion
På større friturer kan et indbygget oliefiltreringssystem være en god investering. Filtreringen fjerner madrester og andre partikler fra olien, så den kan bruges længere og kvaliteten holdes mere stabil.
Jo mere olie du bruger, desto mere interessant bliver regnestykket. På en travl burgerbar eller restaurant med høj fritureproduktion kan olieforbruget være en væsentlig driftsomkostning.
Elektrisk friture eller gasfriture?
Elektriske friturer er det mest almindelige valg i mange professionelle køkkener. De er enkle at betjene, fås i mange størrelser og giver præcis temperaturstyring. Kraftige modeller kræver dog en passende elinstallation – en rigtig industrifriture er normalt ikke noget, man bare sætter i en almindelig 230 V stikkontakt.
Gas kan være relevant, hvis køkkenet allerede har gasinstallation, eller hvis den tilgængelige elkapacitet er begrænset. Det ses blandt andet i foodtrucks og madboder.
Husk udsugning og installation
En kraftig friture afgiver både varme og os og skal normalt placeres under en egnet udsugning. Undersøg derfor forholdene, inden du vælger placering og model – især hvis der skal etableres ny udsugning.
Frituren bør heller ikke placeres umiddelbart ved siden af udstyr, hvor der arbejdes med meget vand. Vand og varm fritureolie er en farlig kombination. Sørg samtidig for korrekt brandslukningsudstyr efter de gældende krav.
Sådan ville vi vælge friture
Hvis frituren er vigtig for køkkenets daglige produktion, ville vi prioritere rigeligt med effekt og nem rengøring frem for smarte funktioner. Til høj produktion ville vi desuden kigge efter Cold Zone, god olieaftapning og eventuelt oliefiltrering.
Og køb ikke større end nødvendigt. Skal der kun friteres enkelte små portioner i løbet af dagen, kan en god bordfriture være den bedste løsning. Skal der derimod sendes hundredvis af portioner pommes frites ud, er en kraftig industri friture med stor kapacitet pengene værd.
Industri friturer fra Zanussi og FKI
Hos Cosina finder du professionelle friturer til både mindre og større køkkener. Vi forhandler blandt andet friturestegere fra Zanussi Professional og FKI – fra kompakte modeller til kraftige friturer til høj produktion.
Er du i tvivl om kapacitet, effekt eller hvilken type friture der passer til dit køkken, hjælper vi gerne med at vælge den rigtige model.